Nyheder
Invitation til 40-års jubilæum
Vestfyns Teater fejrer sit 40-års jubilæum torsdag d. 26. november kl. 19 i Arena Assens.
Det er gratis, og alle er velkomne, men da der er et begrænset antal pladser, beder vi om tilmelding senest onsdag d. 18. november via mail@vestfynsteater.dk eller tlf. 3028 2965.
Aftenens program indeholder blandt andet
Et tilbageblik på foreningens historie – udvalgte ”highlights”
Potpourrier af sange fra teaterstykker, vi har spillet, ved leder af Sangkraft Assens Kristine Eiler Ernst og
pianist Henrik Sørensen
Taler ved
– formand for Kultur- og Fritidsudvalget Henrik Kirk
– leder af AssensBibliotekerne Helle Skaarup
– centerdirektør i Arena Assens Michael Iwersen
– andre, der ønsker ordet
Fællessang
Vi glæder os til et par festlige og fornøjelige timer, hvor vi også serverer et glas bobler.
Nyt men ikke snydt – Den barmhjertige boomer
Da Mathilde Passer desværre er sygemeldt, har Tara Toya spillet rollen siden d. 20. oktober på teatret på Aveny-T.
Hun gennemfører den planlagte turné sammen med Troels Malling.
Tara Toya er en erfaren skuespiller med store roller bag sig på blandt andet Det Kongelige Teater, Det Ny Teater og i Tivolis store musicalproduktioner.
Firvilligt arbejde der gør en stor forskel – er det noget for dig?
Vestfyns Teater har fire frivillige, der hjælper med forskellige opgaver, når vi får besøg af de turnerende teatre. Vi kan godt bruge fire mere!
Hvis nedenstående ”jobbeskrivelse” vækker din interesse, så ring til bestyrelsesmedlem Mette Frank Hansen, tlf. 28 76 13 97 eller skriv: mettefrankhansen58@gmail.com
Vi søger frivillige, der vil hjælpe teatrene med at bære ind, stille op, tage ned og bære ud igen efter forestillingen. Det drejer sig typisk om en til to timer sidst på eftermiddagen og en time om aftenen efter forestillingen.
Arbejdet kræver, at du har en ganske almindelig fysik uden for mange skavanker.
Hvis du kender en, der måske også kunne være interesseret, kan I evt. snakke sammen og danne et ”team”.
En fra bestyrelsen vil altid være til stede. Vi har kun gode erfaringer med teatrenes teknikere og skuespillere. De er imødekommende og positive at arbejde sammen med.
Vi har behov for hjælp til ca. 10 forestillinger pr. sæson – 2 til 3 gange for den den enkelte medhjælper.
- Det vil oftest være i Industrien i Aarup, men kan også være i Haarby, Assens (ikke Arena Assens) og andre steder i Assens Kommune.
- Vi skal som regel bruge to hjælpere pr. gang
- Vi laver en plan for en hel eller halv sæson af gangen, hvor man kan vælge hvilke forestillinger, man kan og vil hjælpe.
- Vi laver derefter en fordeling, så I kan få det i kalenderen, men selvfølgelig med mulighed for at bytte.
- Du og en evt. ledsager er naturligvis velkommen til at se de forestillinger, hvor du hjælper til. Derudover inviterer bestyrelsen alle medhjælpere til spisning og en efterfølgende teaterforestilling en gang årligt.
Vestfyns Teaters generalforsamling blev i år afholdt onsdag d. 21. oktober.
Tre mangeårige bestyrelsesmedlemmer – Inga Nielsen, Elisabeth Jespersen og Bent Schmidt – ønskede ikke genvalg.
Anni Carlsen, Jan Haastrup og Karsten Dittmann blev nyvalgt.
Mette Frank Hansen, Mette Karlsson og Bent Damsbo blev genvalgt.
Vedtægternes § 2 – formålsparagraffen – blev efter forslag fra bestyrelsen ændret, så det nu fremgår, at det er en almennyttig forening: Teaterforeningen er en almennyttig forening, hvis formål er…
Formålet med denne justering er at undgå tvivl om, hvorvidt foreningen er skattepligtig – det er den ikke.
Aflysning, men fortvivl ikke – se her.
Allerede i juni aflyste NørregadeTeatret og Sjællands Teater forestillingen 2:22 – en spøgelseshistorie, der skulle have spillet d. 2. marts pga. problemer med casting – en begrundelse for aflysning, vi aldrig har oplevet før.
Det lykkedes os ret hurtigt at finde en rigtig god erstatning – og det er stadig tirsdag d. 2. marts. Det er forestillingen I publikums tjeneste skrevet af og med Jesper Lundgaard og Johannes Langkilde. En helt anden type forestilling, men glæd jer!
Ta’ i teatret-klubber
Vi har her fra september etableret teaterklubber med i alt 20 deltagere. Der er, synes vi, “godt gået” – tak til jer, der deltager.