• 22. februar kl. 20:00
  • Arena Assens

Præriens skrappe sangere

– en skudsikker musikalsk western-farce

I et støvet hjørne af det vilde vesten ligger en lille guldmineby, hvor enhver drømmer om guld, og endnu flere håber på en fest, frie drinks, sang og musik i saloonen.

I hjertet af byen står den nervøse og lettere ufrivillige sherif, “Hikkende Hank”, som mest af alt drømmer om en rolig stund med fødderne oppe og en god kop kaffe. Men det er lettere sagt end gjort, for byen er fyldt til randen med skurke, banditter og lømler, der alle er ude efter et dyrebart skøde til et guldminefelt.

I Præriens skrappe sangere møder vi blandt andet de berygtede Dalton‐brødre, en flok søskende med flere muskler end hjerneceller, den overmodige Billy the Kid, en energisk vækkelsesprædikant, en stammende bartender, et kor af saloonpiger og masser af andre skæve personligheder.

Forvent alt fra knaldende skuddueller til rendyrket forvekslingskomedie tilsat en god portion af Figaros’ særegne komik, musik og sange fra opera, operette, musical, popmusik og naturligvis country & western.

Ændring på grund af sygdom:
Af helbredsmæssige årsager vil Hans Dueholm desværre ikke være på scenen i Præriens skrappe sangere, men han og hans krøllede hjerne er heldigvis med på sidelinjen.
Karen-Marie Lillelund bliver en ny del af ensemblet. Med sit skarpe vid og store sceniske erfaring passer hun perfekt ind i Figaros’ univers og det sprudlende kreative team. Hun er kendt og elsket som foredragsholder, forfatter, bakkesangerinde, revyskuespiller og musicalperformer – og hun bringer både humor og musikalitet med sig på scenen.
Mange så hende i forestillingen Backstage i Arena Assens i efteråret 24.

Instruktører og medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Karen-Marie Lillelund, Kristian Jensen og Allan Dahl Hansen
Forfattere: Kjærulff, Jensen og Dueholm
Kostumer: Nathalie Meldgaard
Producent: Figaros og Den Ny Opera

Billetpris: Børn/unge: 125 kr. Voksne: 295 kr.