Himmelsengen – tirsdag d. 25. oktober kl. 20 i Industrien, Aarup

– en lun, humoristisk og bevægende hyldest til livet


I forestillingen møder publikum Enkefru Wøbbe, der har levet et rigt liv med alle dem, hun har elsket, men som for længst er døde. Velsignet er det at blive tildelt et langt liv på jord. Forbandet er det, når døden henter de andre én efter én og efterlader den sidste i mindernes land.

Men nu er tiden kommet. Hun har fået flere tydelige tegn:
Himlen faldt ned, fuglen fløj sin vej og der var tilbud på sokker nede i den lokale: 30% uld.
Så om lidt vil himlens porte åbne sig, og en rullende trappe af det pure guld vil hente hende op til alle dem, der tog afsted før hende.

En universel, vedkommende fortælling, der sætter livets barske og vidunderlige realiteter på spil – med lun humor og poesi.

Bodil Alling og Hans Rønne er ikke verdensberømte, men de burde være det!
Publikum vil opleve Bodil Alling som en vital og vidunderlig 40-års jubilar, der efter forestillingen gerne tager en snak med publikum.

Kirsten Dahl, teateranmelder:
I Bodil Allings sublime gestaltning oplever vi en vidunderlig hjernekrøllet fortælling, som mikser det jordnært konkrete med mirakler og skønne fabuleringer.

Instruktør: Hans Rønne
Medvirkende: Bodil Alling og musiker Søren Søndberg
Manuskript: Bodil Alling og Hans Rønne
Scenografi: Gitte Baastrup
Producent: Teatret Gruppe 38

Billetpris: Børn/unge: 125 kr. Voksne: 195 kr.