Piraterne fra Penzance – 30.11. kl. 20 i Arena Assens

Piraterne2Sp– svinger træbenet og går planken ud

Instruktører og medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Rasmus Krogsgaard og som sædvanlig The OneBigMan Symphony Orchestra i skikkelse af Allan Dahl Hansen
Forfatter: Gilbert og Sullivan
Oversættere: Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm og Rasmus Krogsgaard
Producent: Figaros og Den ny Opera

Billetpris: 250 kr. (abonnementsforestilling – 30 % rabat til medlemmer)

Kom og oplev et overflødighedshorn af sentimentale sørøvere, bøvede betjente, dejlige damer, tunghøre tanter, flotte fyre og gamle generaler i historien om den unge Frederik. Han er kommet i lære hos en flok blodtørstige pirater, der dog af princip aldrig plyndrer forældreløse. Problemet er, at han først kan blive en fri mand, når han fylder 21, og at han desværre har fødselsdag d. 29. februar!
Heldigvis møder han en generalmajor og dennes mange døtre og falder pladask for den skønne Mabel…

Det er som altid hos Gilbert og Sullivan en absurd og fjollet historie. Når der til sættes Figaros helt særlige komik, tør vi godt love, at ikke et øje er tørt. Så morsomt bliver det i denne forestilling, hvor der er masser af originaler men ingen piratkopier.

Rigtig mange af vores publikummer glæder sig til at gense Figaros/Den ny Opera. Vi har derfor valgt at spille forestillingen i Arena Assens i stedet for, som vi plejer, i Industrien. Så kan vi få plads til alle – både de, der er blevet nærmest afhængige af disse ”gale”, topprofessionelle sangere og skuespillere, og de, der har oplevelsen til gode.