Nyhedsbrev 27.09.14

Tæt på Karen Blixen….

Vestfyns Teaters næste forestilling er Blixen Unplugged” onsdag d. 8. oktober kl. 20 i Tommerup Bibliotek.

Karen Blixen beskrev sig selv som en ”Storyteller”. Det har givet inspirationen til forestillingen ”Blixen Unplugged”, som er nyskabende fortælleteater, når det er allerbedst. Uden brug af stor scenografi og overdådige kostumer formår forestillingens instruktør Karen-Lise Mynster og skuespillerne Petrine Agger og Mette Frank at udfordre den traditionelle fortælletradition. De bringer nyt liv og en uventet dybde ind i Blixens to noveller ”Skibsdrengens Fortælling” og ”Ringen”. Forestillingen får liv og rum, og en helt unik fortælleform opstår i mødet mellem skuespillerne og publikum takket være de to skuespilleres udtryksfulde gestik og kropssprog.

Publikum vil – også uden forhåndskendskab til novellerne – opleve imponerende fortælleteater, der udspiller sig i spændingsfeltet mellem Petrine Aggers jordbundne og temperamentsfulde dramatik og Mette Franks svævende og personligt betonede poesi. De spænder novellens ord ud imellem sig, ordret og tro mod Blixens novelle, kaster de lystigt, trodsigt og frejdig ordene op – og griber dem som gule, varme, tropiske appelsiner i luften, fragtet over verdenshavene takket være skibsdrengens og Blixens Vintereventyr.

Efter forestillingen bliver der lejlighed til en snak med de to skuespillere om denne helt unikke oplevelse, der er produceret med støtte fra bl.a. Statens Kunstråd.

Køb billetter på www.vestfynsteater.dk på mail@vestfynsteater.dk eller ring på tlf. 21455272

Generalforsamling Vestfyns Teaters ordinære generalforsamling afholdes i år torsdag d. 23. oktober kl. 19.30 i Arena Assens. Bestyrelsen vil lægge op til en drøftelse af foreningens fremtid – de store linjer! Kom og hør, hvad bestyrelsen har af ideer og planer, og deltag i debatten.

Venlig hilsen
Bestyrelsen.

Nyhedsbrev 6.5.2014

Bedste ”sæsonstart” i mange år

Siden Vestfyns Teater præsenterede sæson 14/15 i starten af april, har vi fået langt flere tilmeldinger – medlemmer og løssalg – end i tilsvarende periode de tidligere år.
Det er naturligvis glædeligt, og måske er der en god grund:
• en netop afsluttet, god sæson 13/14 med gode forestillinger og mange publikummer
• et stort, godt og bredt repertoire i 14/15
• de nye, gode stoler i Arena Assens er nu afprøvet, og de ”virker”
• stolene bliver nu nummererede, så man ikke skal stå i kø og/eller har svært ved at finde pladser
• tilbud om luksusbusture til og fra udvalgte forestillinger
• mulighed for at spise en lækker teatermenu i Arena Assens/SaftStationen inden forestillingerne
Nogle har også allerede benyttet sig af muligheden for at købe gavekort.

Dertil kommer, at forestillingerne spilles i lokalområdet – ingen lange køreture, gode parkeringsmuligheder og stor ”risiko” for at træffe venner og bekendte. Mange går faktisk i teater sammen med venner og bekendte, og nu er man sikker på at kunne sidde sammen, hvis man ved tilmeldingen skriver, hvem man gerne vil sidde ved siden af.
Måske en idé? Der sker i hvert fald ikke noget ved at spørge, om de vil med!

Kom i teatret, når teatret kommer til dig!

Venlig hilsen
Bestyrelsen.

PS: Vi har netop fået besked om, at Marie Askehave alligevel ikke spiller med i ”Lovesong”. Hun erstattes af Patricia Schumann, der er
kendt fra en lang række film, TV-serier og teaterstykker.  Hun fik i 2008 Reumerts Talentpris, og i 2011 fik hun en Bodil for bedste kvindelige birolle i Thomas Vinterbergs ”Submarino”. Et godt bytte, når det ikke kan være anderledes.

Nyhedsbrev 10.3.2014

Blot som eksempel på et nyhedsbrev, flere følger i løber af den kommende sæsonen.

 

Kære abonnenter og teatergængere

En vinter og en teatersæson går på hæld. Mange synes sikkert, at førstnævnte har været en god en af slagsen. Vi i Vestfyns Teater synes også, det gælder sidstnævnte – mange gode forestillinger og mange publikummer.

Sæsonens sidste forestilling ”Den Stundesløse” d. 1. april er totalt udsolgt, så desværre…..
I den situation er det dejligt at kunne løfte lidt af sløret for den kommende sæson 2014/15, der bliver Vestfyns Teaters hidtil største med 15 forskellige forestillinger.
Det bliver også sæsonen, hvor vi fortsætter det gode samarbejde med CuBussen, der bragte publikum til sæsonens to sidste forestillinger i Årup – og det foregik vel at mærke med hyggepianist, højskolesange og et enkelt glas rødvin på turen.

Hvis det lyder tillokkende, er der mulighed for allerede d. 24. april at få en bustur udover det sædvanlige – tag med CuBussen til Les Misérables på Aarhus Teater.
Læs om turen og tilmeld dig på http://cubus.dk/?page_id=339
Læs mere om den spændende bus på www.cubus.dk

Vestfyns Teaters sæsonbrochure 14/15 udkommer om ca 5 uger – en uge ind i april – og sendes til alle medlemmer og løssalgskunder, som vi har adresse på. Brochuren kan som sædvanlig også hentes på biblioteker og i en lang række forretninger i hele Assens Kommune.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen