Nyhedsbrev 09.03.15

”San Quintin” – ja, så tænker alle, over en vis alder i hvert fald, straks Johnny Cash og hans meget kendte fængselskoncerter. Når Charlotte Munck og Jesper Lohmann med orkester kommer til Arena Assens fredag d. 13. marts kl. 20, bliver der rig lejlighed til at genhøre og genopleve store dele af Johnny Cash’ univers. Musikmaterialet til forestillingen ”Ring af ild” kommer især fra de berømte ”American Recordings”.

Sangene introduceres med små monologer, anekdoter, digte og småsnak med publikum på bedste Niels Hausgaardsk vis.

Under Kapelmester Stephan Grabowskys fine ledelse nyfortolker strengespilleren Tin Soheil og perkussionisten Mathias Nordholt sammen med Jesper Lohmann og Charlotte Munck 19 af Johnny Cash’ sange, fornemt gendigtet på dansk.

Har du ikke allerede billet, eller har du som medlem lyst til at invitere gæster med – er der som sædvanlig flere muligheder – send en mail til mail@vestfynsteater.dk, brug http://vestfynsteater.dk/ eller ting på tlf. 21 45 52 72.

SaftStationen serverer inden forestillingen gammeldags oksesteg med bl.a. dampede grøntsager og til dessert hvid chokolademousse– alt sammen for kun 150 kr. Bord bestilles på tlf. 64 71 18 20.

Nyhedsbrev 13.02.15

Er der tale om en seriemorder? Det vides ikke, men helt sikkert er det, at Comedieteatrets forestilling Mord på Skackholm Slot tirsdag d. 24. februar kl. 20 i Arena Assens er en morderisk morsom farce.

De 23 roller spilles af Vicki Berlin, Pernille Schrøder, Bente Eskesen, Lone Rødbroe og ikke mindst Thomas Mørk, og de gør det så lattermusklerne kommer på en alvorlig prøve – trods det tragiske hændelsesforløb: Først dør grev Otto Vilhelm von Skack en helt naturlig død. Trist, men værre bliver det, da grevinde Lydias søster Dorothea og siden den franske stuepige Cosette så skammeligt myrdes. Og bliver det ved det? Stakkels kriminalinspektør Erik Blom bliver sat på opgaven at finde den eller de skyldige. Se evt. http://comedieteatret.dk/SKACKHOLM.html
Der er billetter endnu, men det er der måske ikke helt frem til d. 24.

Der er bredde og kvalitet i dansk turneteater. Fra farce til moderne danseteater på mindre end en uge – Dansk Danseteater spiller deres succesforestilling Carmina Burana i Arena Assens mandag d. 2. marts. Teateret introducerer forestillingen kl. 19.15, så kom inden da – det koster ikke ekstra, men giver ekstra oplevelse. Selvom også denne forestilling har solgt godt, er der stadig billetter. Læs om forestillingen på http://www.danskdanseteater.dk/forestillinger/carmina-burana-danmarksturn%C3%A9-2015

Billetter bestilles som sædvanlig på mail@vestfynsteater.dk eller på tlf. 21 45 52 72.

Det er som altid, når Vestfyns Teater spiller i Arena Assens, muligt at bestille en teatermenu i husets restaurant, SaftStationen. Denne gang serveres mørt bankekød med kartoffelmos og diverse tilbehør samt en dessert for kun 150 kr. Også her er det en god idé, ja faktisk nødvendigt, at bestille på forhånd på tlf. 64 71 18 20.

 

Nyhedsbrev 06.01.15

Teater og mandekor

Carsten Jensens internationale bestseller “Vi, de druknede” kommer som teater til Industrien i Aarup torsdag d. 22. januar kl. 20.

Det er Grønnegade Teater, et lille egnsteater i Næstved, der har påtaget sig og som de eneste løftet denne kæmpe opgave. Ifølge Carsten Jensen har mange teatre og filmproducenter haft det samme ønske, men alle har givet op.  Da Carsten Jensen fik henvendelsen fra Grønnegade Teater tænkte han derfor, det må være folk, der tror på mirakler. Så han sagde ja og miraklet skete.

Carsten Jensen er nu en af utallige begejstrede publikummer. Teatret har gjort det på en helt enestående måde, fortæller Carsten Jensen, de har taget det alvorligt, at der i romanen hele tiden er en understrøm at mundtlig fortælletradition. Man skal forestille sig, at gamle, hjemvendte sømænd sidder på et værtshus og fortæller løs om deres livs eventyr. Det er den stemning og den atmosfære, der er blevet fanget så enestående i forestillingen, slutter Carsten Jensen.

Der er tre mennesker på scenen – skuespiller og fortæller Peter Holst, musiker og komponist Sune Skuldbøl Vrå Nielsen og video- og lysdesigner Pernille Plantener Holst.  Tilsammen skaber de med Carsten Jensens tekst en helt unik fortælling om mennesker – på tværs af tid og rum.

Har du læst bogen, så kom og få føjet en ekstra dimension eller to til oplevelsen.
Har du ikke læst bogen, så kom alligevel og få en teateroplevelse ud over det sædvanlige.

Assens Marineforenings Shantykor indleder  aftenen og slår stemningen an fra kl. 19.15. 

Billetter kan bestilles via mail@vestfynsteater.dk  eller via tlf. 21 45 52 72

Venlig hilsen
Bestyrelsen.

 

Nyhedsbrev 13.11.14

Teater kan tryllebinde – det gælder også efterårssæsonens to sidste forestillinger.

Det gælder også selvom begge forestillinger er monologer. Den rette tekst, instruktør og ikke mindst skuespiller kan gøre monologer til meget intense og i begge disse tilfælde meget morsomme teateroplevelser.

På torsdag d. 20. november kl. 20 i Industrien kan I opleve Pia Rosenbaums fortolkning af Sonja Vesterholts ”Hunden er rask”. En meget humoristisk forestilling om det barske liv i Sovjet før murens fald.
Anmelderne gav 5 stjerner: …. en tankevækkende, bevægende og ofte absurd humoristisk teaterforestilling. Det gakkede, uforståelige og vanvittige i Sovjetunionen beskrives med en vidunderlig, køligt underspillet humor. Pia Rosenbaum formidler virtuost, vittigt, og bevægende Sonja Vesterholts usædvanlige livsforløb…… resultatet er intet mindre end vidunderligt. Se den, græd og grin sammen med hende.

Onsdag d. 26. november kl. 20 i Industrien præsenterer Anders Ahnfelt-Rønne en skingrende skør og humoristisk soloforestilling om ungdom, galskab, klassisk dannelse og selvfølgelig et forgiftet maltbolsje. Med andre ord en dramatisering af Hans Scherfigs klassiker ”Det forsømte forår”.
Trods mere end 70 år på bagen er romanen og ikke mindst denne dramatisering stadig meget morsom. Alle, der har læst bogen, husker sikkert den skrupskøre matematiklærer Duemose, som i raseri flår kontakter ud af væggen, og fransklæreren Oremark – en sand djævel, der forhører de unge elever på en så udspekuleret og hæsblæsende måde, at ingen (heller ikke blandt publikum) kan føle sig trygge. Og så er der naturligvis den klassisk dannede lektor Blomme, en underspillet dæmon, der hænger de lidt anderledes elever ud, og til slut mister livet på mystisk vis.

Billetpriser:
”Hunden er rask”: 100 kr. for alle.
“Det forsømte forår”: 150 kr. for medlemmer og 175 kr. for ikke medlemmer.

Billetterne bestilles på via mail@vestfynsteater.dk eller på tlf. 21 45 52 72.

Venlig hilsen
Bestyrelsen.