Oh Happy Day – 21. januar kl. 20 i Arena Assens

– kor, kærlighed og komedie


Oh Happy Day
er en varm og humoristisk fortælling om sang, som forløser, og om en grå hverdag, der får kulør, da gospelsangen holder sit indtog i den stillestående landsby. Især ruskes der godt og grundigt op i Hannah, som står midt i livet og længes efter noget mere end samværet med revisormanden Carsten. Hun og veninden Grethe synger i det lille, lokale kirkekor sammen med præstekonen Kirsten, søde Lasse, kiksede Krüger og Preben, der ledsager på orglet, når han da ikke fortæller om sine børnebørn. Samværet og sandkagen er vigtigere end sangen. Men da Hannah og Grethe oplever en koncert med et stort, berømt gospelkor, vækkes kvindernes lyst til selv at synge gospel.

Glæd jer til at opleve Marie Mondrup og Ulla Vejby som veninderne Hannah og Grethe samt Christopher Læssø som Jackson – leder af det store gospelkor.

I Folketeatrets teaterversion af Helle Joofs film Oh Happy Day fra 2004 medvirker et stort hold af både velsyngende og morsomme skuespillere, der til slut flankeres af et vaskeægte gospelkor.

Oh Happy Day – det bliver det også d. 21. januar, når vi ses til fælles glæde og sang, der løfter sig mod himlen.

Urpremiere på nyt dansk musikdrama.

Instruktør: Rolf Heim
Medvirkende: Marie Mondrup, Ulla Vejby, Christopher Læssø, Troels Malling, Tom Jensen, Jepser Riefensthal, Jakob Højlev Jørgensen m. fl.
Bearbejdelse: Rolf Heim og Ninette Mulvad
Producent: Folketeatret

Billetpris: 275 kr.