Holgers forsvarstale – 03.11. kl. 20 i Industrien, Aarup

– en komedie om politisk korrekthed

En musikalsk komedie om en hvid mands fald fra magtens tinde og lige lukt ned i den sorte gryde.

Den hyggelige komiker, Holger, har hele livet fulgt én vigtig regel: Altid sparke opad, aldrig nedad. Men en aften på scenen under overrækkelsen af Rummelighedsprisen, kommer han til at bruge ordet “kannibaler”.

En kvinde blandt publikum føler sig krænket over brugen af netop det ord og udtrykker sit mishag på de sociale medier: Holger og de andre heteroseksuelle, hvide mænd betragter alle ikke-hvide som kannibaler. Hvad er det næste? At han begynder at synge ” Den danske sang er en ung blond pige”?

Holger bliver meldt til politiet og sigtet efter racismeparagraffen. En retssag er uundgåelig – og Fanden er løs i Laksegade. Frem myldrer Gud og hvermand, og hvem der ellers føler sig krænket på egne og – ikke mindst – andres vegne. Transseksuelle, guruer, burkabærere, rødhårede, truede troende, fintfølende kunstnere – og Holgers søde kone.

På godt og ondt kommer Holger på en forunderlig rejse og hvirvles ind i en grænseløs komedie om de løse grænser for komik.

Forfattere, komponister og medvirkende: Mads Keiser og Farshad Kholghi
Konsulent: Kristian Holm Joensen
Producent: Teatervirksomheden Mads Keiser

Billetpris: 175 kr.