Emma ude af takt – 19.11. kl. 20 i Arena Assens

– Emma gad – nu gider vi igen!


De seks skønne kvinder fra succesforestillingen Lillys Danmarkshistorie tager nu fat på Emma Gads dannelseshistorie: Folk omkring os har jo glemt, hvordan man opfører sig, ikke sandt! Så der er god grund til at genopfriske regler for den gode opførsel.

”Man må aldrig stikke servietten i knaphullet; man må undgå al støj, idet man spiser; lad Dem ikke helt beherske af Deres telefon, men sæt den ud af virksomhed under et måltid sammen med gæster”.

Disse – og mange flere – gode råd gav Emma Gad for lidt over 100 år siden i bestselleren Takt og Tone – hvordan vi omgås. Fru Gad rådgav ikke kun om etikette i selskabslivet, men også om god skik og opførsel i forbindelse med livets mere alvorlige sider som f.eks.: Hvad siger man til en, der lige har mistet sin kone? Hvordan forholder man sig til børn og eks’er ved skilsmisse?

Bemærkelsesværdigt mange af Emmas gyldne leveregler har stadig både underholdningsværdi og relevans.

Med humoristisk sans og velkendte toner synges og fortælles historien om Emma Gad og vor tids forhold til gyldne leveregler.

Instruktør: Madeleine Røn Juul
Medvirkende: Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Christiane Bjørg Nielsen,
Tanya Lund Andersen, Henriette Rosenbeck og Sanne Graulund
Scenograf: Søren Glad
Forfatter: Vivian Nielsen
Producent: Folketeatret

Billetpris: 275 kr.