Danner – 07.09. kl. 14 på Krengerup Gods

– en grevinde af folket

Historien om Grevinde Danner er én af de mest spektakulære i Danmarks-historien. Louise Christine Rasmussen blev født i 1815, som et uønsket produkt af et patriarkalsk samfund, hvor manden tog, hvad han mente var hans, og kvinden var underlagt hans luner og behov.

Men Louises liv er også fortællingen om en kvinde, der blev født i rendestenen, men alligevel formåede at gøre effektivt op med samfundets forventninger og nå helt til tops.

Hun gav fanden i tidens normer og insisterede på at være et frit handlende og tænkende individ. Hertil kom hendes succesfulde forretning med parisermode, og sidst men ikke mindst hendes kærlighed til to af landets mest magtfulde mænd, avisudgiveren Carl Berling og Kong Frederik VII. Avisudgiveren fik hun barn med, kongen blev hun gift med.

Det bedre borgerskab forsøgte at ydmyge hende, men grevinden blev trofast stående ved kongens side.

Hvor stor indflydelse, hun har haft, er omdiskuteret, men sikkert er det, at enevælden blev ophævet, Danmarks Grundlov underskrevet, og de første socialreformer indført i den periode, de var gift. Sikkert er det også, at arven efter hende lever endnu.

En forestilling, der kræver det rette spillested – riddersalen på Krengerup Gods.

Forestillingen spilles med støtte fra Statens Kunstfond – Turnénetværket for voksenteater.

Instruktør:
Pelle Nordhøj Kann
Medvirkende:
Lise Lauenblad, Rolf Hansen, Brian Hjulmann, Karen Guastavino Duelund og Marie Louise von Bülow
Dramatiker:
Line Mørkeby
Scenograf:
Johanne Eggert
Komponist:
Marie Louise von Bülow
Koreograf:  
Jannik Elkær
Producent:
Det Flydende Teater i co-produktion med Teatergrad

Billetpris: 150 kr.