Nyhedsbrev 06.01.15

Teater og mandekor

Carsten Jensens internationale bestseller “Vi, de druknede” kommer som teater til Industrien i Aarup torsdag d. 22. januar kl. 20.

Det er Grønnegade Teater, et lille egnsteater i Næstved, der har påtaget sig og som de eneste løftet denne kæmpe opgave. Ifølge Carsten Jensen har mange teatre og filmproducenter haft det samme ønske, men alle har givet op.  Da Carsten Jensen fik henvendelsen fra Grønnegade Teater tænkte han derfor, det må være folk, der tror på mirakler. Så han sagde ja og miraklet skete.

Carsten Jensen er nu en af utallige begejstrede publikummer. Teatret har gjort det på en helt enestående måde, fortæller Carsten Jensen, de har taget det alvorligt, at der i romanen hele tiden er en understrøm at mundtlig fortælletradition. Man skal forestille sig, at gamle, hjemvendte sømænd sidder på et værtshus og fortæller løs om deres livs eventyr. Det er den stemning og den atmosfære, der er blevet fanget så enestående i forestillingen, slutter Carsten Jensen.

Der er tre mennesker på scenen – skuespiller og fortæller Peter Holst, musiker og komponist Sune Skuldbøl Vrå Nielsen og video- og lysdesigner Pernille Plantener Holst.  Tilsammen skaber de med Carsten Jensens tekst en helt unik fortælling om mennesker – på tværs af tid og rum.

Har du læst bogen, så kom og få føjet en ekstra dimension eller to til oplevelsen.
Har du ikke læst bogen, så kom alligevel og få en teateroplevelse ud over det sædvanlige.

Assens Marineforenings Shantykor indleder  aftenen og slår stemningen an fra kl. 19.15. 

Billetter kan bestilles via mail@vestfynsteater.dk  eller via tlf. 21 45 52 72

Venlig hilsen
Bestyrelsen.

 

Der er lukket for kommentarer.