Demokrati – 02.11. kl. 20 i Byrådssalen i Assens

Demokrati_Teatergrad2Sp– et benhårdt spil om magten

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Medvirkende: Rolf Hansen, Sandra Yi Sencindiver, Jakob Teglgård, Lise Lauenblad og en journalist
Dramatiker: Julie Glargaard
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Producent: Teatergrad

Billetpris: 125 kr.

Op til kommunalvalget i november 2017 inviteres publikum med ind i byrådssalen, hvor de får en helt central, demokratisk rolle i spillet om aktuelle emner. I løbet af forestillingen undersøges demokratiets svagheder og styrker. Hvad betyder medborgerskab i dag, og lever vi op til de privilegier, vi har?
Eller som Niels Hausgaard udtrykker det: Er de fleste de bedste eller bare de fleste?

Vi hylder ideen om, at folket har magten, at folket har selvbestemmelse, frihed, lighed og indflydelse på samfundet. Men hvordan har det danske demokrati det i dag? Politikerleden er på sit højeste, afmagt og passivitet breder sig, og afstanden mellem magtens højborg og folket synes større end nogensinde. Er vores demokrati i krise? Eller står vi med en unik mulighed for at videreudvikle verdens bedste styreform?

Publikum får i løbet af forestillingen mulighed for at debattere og stemme, men de vil også blive stillet til regnskab for deres valg. Parallelt med behandlingen af diverse sager udspiller der sig et større drama mellem partilederne. ”Demokrati” er nemlig et benhårdt spil om magten af shakespeareske dimensioner.

Udover byrådsmedlemmerne (publikum) spilles ”Demokrati” af fire skuespillere, der er partiledere for hver deres parti, og en journalist, der repræsenterer den altid tilstedeværende fjerde statsmagt.

De medvirkende stiller op til en eftersnak med publikum.

Forestillingen spilles med støtte fra Statens Kunstfond – Turnenetværket for voksenteater.