Afdelingen for mindre planter – 24.11. kl. 20 Arena Assens

Afdelingen-for-2sp– uprætentiøs filterkaffe, ostemadder og komik i øjenhøjde

Instruktør: Hans Rønne
Medvirkende: Marie Mondrup, Stine Schrøder Jensen og Michael Brostrup (og ikke som oprindelig planlagt Henrik Birch)
Scenograf: Gitte Baastrup
Idé/bearbejdelse: Stine Schrøder Jensen, Marie Mondrup, Henrik Prip og Hans Rønne
Producent: Teatret Svalegangen

En komedie om menneskelig alvor og nære forhold

Komikken trives i ”Afdelingen for mindre planter”, men der hører mere til fortællingen end de store grin. For også i Udkantsdanmark, bag urtepotter og trygge rutiner, spirer de store spørgsmål til livet og eksistensen.
Hvem er jeg? Hvad var det egentlig, jeg drømte om, og hvad er meningen med livet?
”Afdelingen for mindre planter” er en stærk og mættet komedie.
Alt imens du får jord under neglene og lulles ind i den lille planteskoles komiske hverdag, udkrystalliserer fortællingen på elegant vis aktuelle temaer som f.eks. finanskrise, grådige storkapitalfonde, 7-eleven og ebola.
Instruktøren Hans Rønne doserer komik og alvor med den fineste akkuratesse, og stykket har høstet store anmelderroser og begejstret et stort publikum.

Forestillingen spilles med støtte fra Statens Kunstråds Garantiordning.